Projektet – Køge Kyst - skal i de kommende 20-25 år udvikle det centrale havneområde i Køge. Området er på 24 hektar og omfatter tre centrale arealer: Stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden.
I november 2011 besluttede Køge Kysts bestyrelse en endelig udviklingsplan for den nye bydel. Se pressemeddelelse af 9. november 2011 her.
Du kan læse mere om udviklingsplanen som koncept her (under Viden og kompetence).
Udviklingsplanen er blevet til på baggrund af en international parallelkonkurrence i 2010. Læs mere om processen her.
Udviklingen af arealerne, der bl.a. omfatter tidligere havneindustriområder, muliggøres af, at Køge Kommune siden midten af 1990'erne bevidst har fulgt en strategi om fortsat at udvikle byens aktive erhvervshavn. Det mest synlige resultat heraf er opfyldningen af havnebassinet i den nordlige del af byen. Etableringen af den nye erhvervshavn er understøttet af en langsigtet plan om flytningen af virksomheder fra bl.a. Søndre Havn i løbet af de næste 10-15 år.
Detailhandel, boliger, erhverv og kultur
Køge Kyst-området skal udvikles til et levende og attraktivt bymiljø for byens borgere og brugere:
Stationsområdet, der ligger mellem den historiske bymidte og jernbanearealet, skal rumme en markant udvidelse af byens nuværende detailhandel og dermed skabe en oplevelsesrig sammenhæng til Køges historiske centrum. Derudover skal der her være plads til kontorerhverv og et mindre antal boliger. Trafikalt skal jernbanen, der i dag udgør en barriere mellem by og havn, brydes af en række nye forbindelser på tværs af banen.
Søndre Havn skal byudvikles med boliger, kulturelle funktioner og kontorfaciliteter. Arkitekturen skal tage udgangspunkt i de kvaliteter, som allerede findes i havnen, på kajerne og ved den nærliggende strand. Søndre Havn skal indbyde til, at Køges borgere og besøgende vil bruge området kulturelt og rekreativt. I havet ud for Søndre Havn etableres en helt ny strandø.
Collstropgrunden, der ligger tæt på stationen, skal rumme et moderne, dynamisk og bæredygtigt erhvervsmiljø.