Om analysen 

 
Realdania Arealudvikling har udarbejdet analysen i samarbejde med de to konsulentfirmaer ReD Associates og Rambøll Management, og dele af analysen offentliggøres her i hæftet.

Analysen er et supplement til traditionelle måder at tænke byudvikling på. Den beskæftiger sig med tre fokusområder, der kan give anderledes input til udbygning og omdannelse:

1) kendetegn ved forskellige bytyper
2) kendetegn ved forskellige beboertyper
– og 3) påvirkning fra forskellige
trends i omverdenen.

Analysen afdækker syv forskellige danske bytyper, baseret på kvalitative analyser og kvantitative data fra Danmarks Statistik som eksempelvis beboerdiversitet, kriminalitet, adgang til kulturelle aktiviteter, natur og bytæthed.

På samme måde beskriver analysen fire beboertyper, der findes i alle danske byer, og som tilsammen er med til at skabe byens sociale kendetegn.

De fire beboertyper er skabt ved at fremhæve borgernes centrale ligheder og nedtone deres forskelligheder. Dette giver en overskuelig og anvendelig forståelse af, hvordan forskellige mennesker bidrager til at skabe byen rent socialt, og hvordan forskellige beboertyper kan tiltrækkes.

Endelig giver beskrivelsen af 35 større og mindre trends inspiration til, hvilke udefrakommende bevægelser der vil påvirke de forskellige beboere og bytyper, og som derfor bør indtænkes i udviklingen af fremtidens by. De 35 trends beskriver både globale megatrends, trends i hverdagslivet og trends inden for byudvikling.

Analysen kan forhåbentlig give ny energi til diskussionen om bæredygtig byudvikling og give mulighed for at reflektere over, hvilket udgangspunkt man som planlægger eller politiker arbejder med i
lokalsamfundet: Hvad præger den bytype, man tilhører, hvilke beboertyper ville passe til den nye områdeplan, og hvilke sociale trends vil man imødekomme og inspireres af.