Vision

Den nye bydel FredericiaC bliver på ca. 20 hektar og grænser mod syd ud til Lillebælt og mod nord direkte til Fredericias historiske bykerne. Arealerne er således ikke bare velbeliggende i byen, men også meget velbeliggende på landsplan. Det er Realdania By og Fredericia Kommunes ambition at gennemføre et af Danmarks mest fremsynede byudviklingsprojekter i nyere tid.

Det er parternes vision at gennemføre en byudvikling hvor:

Historien, den moderne bybygning og arkitektur mødes og skaber nytænkning
Det indebærer, at Fredericias unikke byhistorie indgår og anvendes som et aktivt vilkår, når bybygning og arkitektur programmeres og skabes. Voldanlægget, det retlinede - næsten militæriske - vejnet og bystruktur, karéerne og datidens byhuse skal udfordre løsningerne på, hvordan den nye bydel planlægges og udformes. Der skal tænkes nyt og udviklingsorienteret med inspiration udefra - også fra international byudvikling. Fredericia skal være eksempel på, hvordan nyt og gammelt kan mødes og skabe energi og fremtid i byens udvikling.

By- og livskvalitet og udviklingsmuligheder går hånd i hånd
Det indebærer, at byudviklingen på en gang skal medvirke til den udvikling og vækst i Fredericia og Trekantområdet, der er forudsætningen for moderne velfærd. Samtidig skal der skabes en velfungerende bydel, hvor bykvalitet opleves som resultat af en veltilrettelagt byudvikling, hvor trafik, miljø, arkitektur, byliv, fritidsaktiviteter, udeophold, handelsliv mv. spiller sammen i moderne bybygning.

Byens borgere deltager aktivt i byudviklingen
Det betyder, at byudviklingen tilrettelægges i en proces, hvor byens borgere, de handlende, erhvervslivet og andre aktører inviteres til en dialog om bydelens fremtid og medvirker til at skabe grundlaget - et program - for den videre proces, hvor planlægning, bybygning og arkitektur omsætter programmet til fysiske løsninger for bydelen.

Fredericia bliver en af flere katalysatorer for Trekantområdets udvikling
Det betyder, at byudviklingen tager afsæt i den rivende udvikling, som Trekantsområdet er midt i, og som materialiserer sig i et formaliseret bysamarbejde mellem seks byer i området.  Bysamarbejdet "Trekantområdet"s vision er at være konkurrent til udviklingen i København, "Hovedstadsområdet". En vision, der forpligter og sætter overliggeren højt - også for byudviklingen i Fredericia, der kan blive en katalysator og "driver" i virkeliggørelsen af visionen for "Trekantområdet".

Bæredygtighed med hensyn til klima, sundhed og økonomi indgår i planlægning og løsninger
Det betyder, at byudviklingen i Fredericia hænger sammen økonomisk og samtidig lever op til et ufravigeligt krav om kvalitet i alle aspekter i projektet. Der skal tænkes i bæredygtige løsninger i forhold til de aktuelle klima- og energispørgsmål med energirigtige løsninger på alle niveauer i projektet. Den nye bydel i Fredericia skal opfordre og indbyde til levemønstre, der styrker motion og bevægelse og samtidig bidrager til at skabe et godt socialt miljø.

Yderligere information
Download fakta om arealerne (pdf)
Besøg FredericiaC.dk

Inspiration til byudvikling
Realdania By udgav i 2012 kataloget "Inspiration til byudvikling", der præsenterer en række af de bedste og mest kreative idéer og løsninger fra de internationale parallelkonkurrencer, der har været gennemført i byudviklingsprojekterne Køge Kyst og FredericiaC.

Læs mere om og download kataloget.

 

Kontakt Realdania By

Pressen kan kontakte:
Teamleder Peder Lind Pedersen
, tlf. 40 42 86 96

Kommunikationsmedarbejder Michael Guldager
, tlf. 21 25 53 89

Et helejet Realdaniaselskab