Kombineret klimaløsning i Ringkøbing K

Udviklingen af Ringkøbing K er planlagt med henblik på at sikre, at alle boliger i området vil være beskyttet mod ændrede klimatiske forhold i fremtiden. De lavest beliggende boliger vil ligge 3 meter over daglige vande, hvilket er over de 2,5 meter, som Kystdirektoratet anbefaler. Samtidig genetableres et vådområde i den sydøstlige del af arealet i passende afstand fra bebyggelser, så et hævet vandspejlsniveau ikke giver anledning til oversvømmelser i beboede områder.

Lokal afledning af regnvand (LAR)
Naturen er det helt store aktiv i udviklingen af Ringkøbing K, som i fremtiden kommer til at bestå af både et bolig- og et naturområde, og netop det stærke naturelement udnyttes som et aktiv i klimatilpasningen. Området gøres robust over for intensive skybrud og evt. ændrede grundvandsforhold ved hjælp af såkaldte LAR-løsninger, hvor regnvandet afledes lokalt på jordoverfladen og ud i den tilstødende natur.

Det betyder, at terrænet inden for de enkelte bebyggelser udnyttes og udformes, så der altid er fald bort fra bygninger og veje. Vandet ledes fra tage, belægninger, stier og kørebaner ud i græsset til mindre grøfter, regnbede eller render, der samler vandet op og leder det ud af bebyggelsen i små vandløb til mindre søer og videre ned mod vandløbet Tranmosebæk, vådområde og fjord.

For at sikre kvaliteten af grundvandet og vandet i vandløb og vådområder, bliver regnvandet forsinket og renset, før det ender her.

LAR-systemet udformes og dimensioneres, så det kan håndtere de meget store vandmængder, der ventes i forbindelse med fremtidige skybrud. På den måde er Ringkøbing K også beskyttet mod ekstreme regnvejrshændelser.

Afledning af regnvand fungerer både som et bæredygtigt og rekreativt element i Ringkøbing K. Det sparer ressourcer til rørføring, da grøfter og lavninger udformes, så de ved regnskyl også kan fungere som vandveje og som regnvandsbassiner– og samtidig integreres de beplantede regnbede sammen med åbne afvandingskanaler og forsinkelsesbassiner som rekreative grønne og blå elementer i bydelen - steder hvor man mødes, leger og slapper af. Nogle af lavningerne kan desuden fores med ler, så de altid vil stå som søer i bydelen.

Læs mere om kombinerede klimaløsninger - også i Realdania Bys øvrige partnerskabsprojekter.

Et helejet Realdaniaselskab