Rapporten ”Bymiljøets betydning for virksomheders værdiskabelse” fokuserer på mulighederne for at skabe vækst i samspillet mellem medarbejdere, virksomhed og bymiljø. Hvis man vil udnytte det værdiskabende potentiale i bymiljøet, hvad enten det er ved at inddrage det offentlige rum eller gennem fælles arealer og faciliteter for flere virksomheder, bør man forholde sig til disse tre grundlæggende faktorer. Med det som udgangspunkt er det muligt at finde løsninger til gavn for kunderelationer og netværksdannelse, for viden og idéudveksling – og dermed for vækst.
Værdiskabelsen kan finde sted på mange måder
Et godt bymiljø kan bane vej for virksomheders vækst. Det kan give direkte økonomisk gevinst ved at øge ejendomsværdien eller ved at mindske virksomhedernes omkostninger ved fx at tilbyde fælles faciliteter.
Værdiskabelsen kan også finde sted ved at etablere rum, der tilskynder til interaktion og udveksling af ideer og netværk. Det kan være i virksomhedens stueetage eller i form af fælles mødesteder i byen som fx parker, torve og gader - men også mindre åbenbare, offentlige møderum som biblioteker og den kollektive trafik eller hybride rum som en hotellobby.
Eftersom flere og flere virksomheder etablerer sig i nye byer eller på omdannede industrigrunde som havne eller tidligere fabrikker, bliver spørgsmålet om forbindelse og kommunikation med det omkringliggende bymiljø stadigt mere relevant.
Konkret vil virksomheden fx kunne få værdi ud af bymiljøet omkring ved at:
- eksponere og brande virksomheden i byens rum gennem arkitektur eller kommunikation
- etablere hybride bymiljøer, som kombinerer virksomhedstyper og aktiviteter i bymiljøet
- give adgang til stueetagen af virksomheden med åben foyer, reception, kantine, udstilling eller andet
- blande erhverv, bolig og kultur til et levende bymiljø
- give mulighed for “arbejdsrum” i byens rum, for eksempel gennem integration af IT og web, byinventar og dannelsen af uformelle mødesteder
- integrere forskelligartede funktioner for at trække utraditionelle brugere eller potentielle kunder til virksomheden - fx ved at have cafe og boghandel i samme rum
- samplacere forskellige typer virksomheder eller medarbejdere, fx i kontorfællesskaber
- etablere udendørs rum (fx parkanlæg eller sportsanlæg) ved virksomheden, der inviterer til offentlig brug
placere virksomheden i et interessant og stimulerende bymiljø
Her kan du se nogle konkrete eksempler på virksomheder, der udnytter bymiljøet til at skabe værdi