Stiller du de rigtige spørgsmål? Mange byudviklingsprojekter rummer komplekse udfordringer, som ikke alene kan løses ved at tænke i fysiske løsninger for den nye bydel. Ved at stille spørgsmål, som vender projektets udfordringer på hovedet, er det muligt at skabe et stærkt, strategisk afsæt for byudviklingen. Det er erfaringen fra Realdania Bys to partnerskabsprojekter Ringkøbing K og NærHeden.
Mennesker innoverer hele tiden. Hver dag bliver kendte løsninger justeret og forbedret. Men det er ikke hver dag, at verden bliver beriget med helt nye løsninger, som grundlæggende forandrer vores liv.
Forklaringen er enkel: Det er meget nemmere at videreudvikle noget, som man kender i forvejen. Henry Ford, der skabte de første masseproducerede biler, udtrykte det på følgende måde: ”Havde jeg spurgt kunderne direkte havde de bedt om en hurtigere hest”.
Radikal innovation er en metode, som indebærer at man formulerer spørgsmål, som vender udfordringer på hovedet og skaber grundlag for nye, værdiskabende løsninger, der repræsenterer noget radikalt anderledes. Som da vi gik fra hestevogne til biler eller fra skrivemaskine til computer.
Gode innovationsspørgsmål rummer en klar vision, man skal have lyst til at gå i gang med at besvare dem, og så man må ikke kende svaret på forhånd.
Strategisk værktøj i byudvikling
Udviklingen af fremtidens byer rummer en række komplekse udfordringer, som gør radikal innovation velegnet som strategisk værktøj i byudviklingsprojekter.
I Realdania Bys partnerskabsprojekter Ringkøbing K og NærHeden, som udvikles i samarbejde med hhv. Ringkøbing-Skjern og Høje-Taastrup kommuner, har radikal innovation været brugt i arbejdet med udviklingsplanerne for de nye bydele.
Her har metoden haft til formål at kvalificere arbejdet med projekternes hovedudfordringer:
- Ringkøbing K skal bidrage til at fastholde og tiltrække beboere i et område uden for de traditionelle vækstcentre
- NærHeden skal være et forbillede for fremtidens bæredygtige forstad
Svarene på disse udfordringer handler ikke alene om, hvordan huse, veje, grønne områder m.v. skal placeres og se ud i de nye bydele. Udfordringerne er så komplekse, at der er behov for at tænke på helt nye måder.
Formulering og besvarelse af radikale innovationsspørgsmål, som inspiration til konkrete løsninger og strategier, har her været en god hjælp.
Afsæt god tid til processen
I begge projekter har tre tværfaglige hold af rådgivere, bl.a. arkitekter, ingeniører, økonomer og sociologer, deltaget i et parallelopdrag, hvor hvert hold skulle give deres bud på en udviklingsplan for det pågældende projekt.
Forud for parallelopdragene gik partnerne bag projekterne sammen om at formulere en række radikale innovationsspørgsmål, som holdene i udviklingen af forslag skulle arbejde med at besvare.
Selvom metoden umiddelbart kan synes enkel, er erfaringen fra Ringkøbing K og NærHeden, at det er en tids- og ressourcekrævende proces. I begge projekter har der over en længere periode været afsat flere hele dage til workshops og dialog, hvor repræsentanter for hver af ejerne i samarbejde med konsulenter og lokale interessenter har arbejdet intenst med at formulere innovationsspørgsmålene.
Vend udfordringer på hovedet
Tiden har på flere måder været givet godt ud. Udbyttet har både været et styrket samarbejde mellem partnerne bag projektet og en række radikale spørgsmål, som positivt har udfordret arbejdet med udviklingsplanerne for de nye bydele.
Det er Ringkøbing K’s og NærHedens vurdering, at metoden har bidraget til, at holdene er kommet med løsningsforslag, som de ellers ikke ville være kommet på.
F.eks. har spørgsmålet ”Hvordan kommer man hurtigt væk fra Ringkøbing K igen?” ført til at Ringkøbing K har overvejet om det kunne være muligt at opføre lejeboliger med forkøbsret.
Brug spørgsmålene til dialog med byens aktører
Dialog og aktiv deltagelse er et centralt visionspunkt i alle Realdania Bys partnerskabsprojekter. I både Ringkøbing K og NærHeden er borgere og interessenter blevet inviteret til at svare på innovationsspørgsmålene undervejs i parallelopdragene. Erfaringen har været, at innovationsspørgsmålene gjorde det lettere for alle at deltage i dialogen om byudviklingen, da spørgsmålene gav en fælles platform at tale ud fra.
I Ringkøbing K førte spørgsmålet ”Hvad skal der til for at de nye Ringkøbing K beboere føler sig hjemme fra dag 1?” f.eks. til, at borgerne blev opmærksomme på, hvordan de selv kan bidrage til at tage imod fremtidens nye beboere.
Opnå værdiskabende løsninger
Rådgiverholdene i Ringkøbing K og NærHedens parallelopdrag peger på, at det har været udfordrende at arbejde med at besvare innovationsspørgsmålene. Samtidig deler de oplevelsen af, at spørgsmålene har fremmet holdets fokus på projekternes udfordringer. Det har bragt nye kompetencer i spil og fremmet tværfagligheden.
Innovative forslag i forståelsen kreative forslag har ikke i sig selv været et mål for Ringkøbing K og NærHeden. Det afgørende i bedømmelsen af forslagene har været, at de var værdiskabende ift. at virkeliggøre projekternes visioner og at de var realiserbare.
Samspil med kommunernes innovationsprocesser
Innovationsprocesserne i et byudviklingsprojekt kan med fordel kobles sammen med parallelle processer i den kommune, hvor byudviklingen finder sted, da de gensidigt vil kunne befrugte hinanden og skabe merværdi.
Læs mere