Hvad kan værktøjet?

Uanset om man bruger få minutter, et par timer eller flere dage kan "Værktøj til bæredygtig byudvikling" hjælpe politikere, ledere, projektudviklere og rådgivere med at skabe overblik og styrke den samlede bæredygtighedsprofil i byudviklingsprojekter. Det gælder både i miljømæssig, social, sundhedsmæssig og økonomisk forstand. Værktøjet kan anvendes frit.

Værktøj til bæredygtig byudvikling retter sig mod større byudviklings- eller byomdannelsesprojekter. Værktøjet beskriver  bæredygtigheden ved hjælp af tre dimensioner, ni elementer og 23 indikatorer og kan indgå i bearbejdning og evaluering af væsentlige aspekter af projekters bæredygtighed fx i en konkurrenceproces eller en planlægningsfase. Formålet med værktøjet er at ligestille og sammenholde en stor mængde forskellige problemstillinger.

Fleksibel anvendelse
Det er op til den enkelte bruger at afgøre, hvordan man ønsker at anvende værktøjet. Uanset hvordan man vælger at anvende det, bør tilrettelæggelsen af brugen tage udgangspunkt i, hvordan man til enhver tid får det optimale udbytte i den konkrete kontekst og sammenhæng i byudviklingsprojektet. Det gælder såvel, hvis værktøjet anvendes som en simpel tjekliste på et givent tidspunkt i et projekt, som hvis værktøjet anvendes gentagne gange i en fortløbende proces med grundigere bearbejdning og evaluering.

Det vil være kvalificerende for kvaliteten af et byudviklingsprojekt, hvis alle værktøjets elementer og indikatorer bliver bearbejdet og tænkt igennem.

En del af en professionel helhedsbetragtning
Værktøjet kan bidrage til at bygge den gode by, men giver ikke svar på alt. Borgerinddragelse, projektets cash flow og æstetisk kvalitet indgår fx ikke i værktøjet. Hvis værktøjet anvendes til benchmarking og evaluering af et konkret projekt, er det væsentligt ikke at vurdere rigidt på score, men på hvordan hele projektet samlet set er løst.

Værktøjet er således ikke et universalværktøj, og det kan ikke stå alene. Selvom man har brugt værktøjet, vil en velfunderet, tværfaglig tilgang til det samlede projekt fortsat være uomgængelig.


Relaterede links til Realdania:

Byer for mennesker
Klimatilpasning i byerne
Rum for alle
Innovation i byggeriet
Et helejet Realdaniaselskab